Hvis Dyrehaven satte standarden, bliver det en forrygende sæson
En ældre, kvindelig cyklist rejste sig lidt i sadlen, da fire skudklare spillere stod med deres skarpladte drivere på hul 8.
’Husk ikke at slå ud, når der er dyr på banen’, lød den meget formanende opfordring, der som det mest naturlige i verden blev fulgt med fire fremragende slag på (eller sådan lige ved siden af) fairway.
De firbenede tilskuere, som mine skolepenge ikke rakte til at belære mig om, hvorvidt er rådyr eller dådyr, er jo bare et af de indslag, der gør vores besøg i Danmarks ældste golfklub til en særegen oplevelse.
Når så samtidig solen skinner fra en skyfri himmel, der er medvind på (næsten) alle hullerne og der er kommet ny restauratør med samme høje standard som tidligere, så er det, at påstanden fra overskriften kan tåle en gentagelse: Hvis Dyrehaven satte standarden, bliver det en forrygende sæson.
For andet år i træk blev Christian Høgh Andersen vinder af vores åbningsmatch, og lige som sidste år i Greve med 39 point. De øvrige præmietagere var Uffe Kongsted (37 p.), Henrik Knudsen (37), Kim Ferrigno (36), Allan Nielsen (36) og Christian Dalmose (35).
Christian Høgh Andersen tog sig ligeledes af præmien for at være tættest på pinden, hullet, stokken eller hvad man nu foretrækker helt ude på hul 12. Sølle 85 centimeter skilte fra en hole-in-one, som ikke er præsteret i SGK-regi i de 24 år, undertegnede har været medlem. Gevinsten er en Footjoy-polo, som – indtil lageret er tømt – vil være vores faste ’nærmest pinden’-præmie i denne sæson.
Efter smørrebrød, oprettelse af væskebalancen og præmieoverrækkelse på den solbeskinnede terrasse blev årets generalforsamling afviklet i en nyistandsat lounge, der dog stadig emmede af den historik, Københavns Golf Klub repræsenterer.
En afstemning om tre pladser i bestyrelsen gav genvalg til formand Michael Lermark, kasserer Steen Bruun Rasmussen og Allan Nielsen, men det fremgår alt sammen af referatet fra generalforsamlingen, som kan læses ved at klikke her.
Fotos: Allan Nielsen, Bettina Schjølie og Michael Lermark
Husk at bruge vores sponsorer