Sportsjournalisternes Golf Klub

Hurra for maden, vinen, musikken, bestball og 5.-pladsen – så pyt med vejret og den laaaange, våde bane.

Det er halv-italieneren Kim Ferrigno, der har sagt, at en sport, hvor man i mange sammenhænge er sin egen dommer, nok ikke lige er den mest ideelle for italienerne.

Nu er fordomme jo en frygtelig størrelse, så den lader vi lige stå et øjeblik, og lader det i stedet handle om det, som italienerne uden ret mange indvendinger mestrer: Maden, vinen og popmusikken. Nåh ja, det sidste er selvfølgelig en individuel smagssag, men en kendsgerning var det, at Pablo og hans guitar skabte en stemning til de fire middage på Chervò Golf i Pozzolengo, som undertegnede i hvert fald ikke tilnærmelsesvist har oplevet ved to tidligere deltagelser i European Masters for Golf-playing Journalists.

For syvende gang var der dansk deltagelse i dette europæiske sammenrend, der i år blev afviklet på banen med en fortid som vært for European Tour-turneringen Italian Open, og vi var da også et par udfordrede handicapspillere, der selv fra gul tee måtte konstatere, at en bane på over 6.000 meter er lang – især når den er våd efter en tirsdag med næsten-heldags-regn.

Ikke desto mindre gik det aldeles fremragende for de ti danskere i de grå-sorte WhatBunkers-sponsorerede poloer. Oven på sjettepladsen efter førstedagens scramble, hvor holdene med langslående kvinder havde en kolossal fordel, var Danmarks testosterontunge hold sammen med Tyskland bedst af alle de 11 deltagende nationer i torsdagens bestball, hvilket resulterede i den bedste placering i Nations Cup-turneringen med en femteplads – en gentagelse af sidste års placering i EMGJ, da der dog kun var otte deltagende nationer på Konopiste i Tjekkiet.

Netop Tyskland vandt for fjerde gang på seks år, Italien blev nummer to for andet år i træk med samme antal slag som Tjekkiet på tredjepladsen – og kun syv færre end danskerne, der til gengæld inspirerede flere af de andre hold med reglen om, at dagens to dårligste gik direkte i baren for at hente øl til de otte næsten ikke hoverende holdkammerater.

Holdkaptajn Søren Tidmand og Peter Bugge har deltaget hver eneste af de syv gange, Danmark har været repræsenteret i arrangementet, Jesper Worre og Ulrik Holmstrup var med for femte gang i træk, Lars Vermund og DM-vinderen Uffe Kongsted deltog for fjerde gang i træk, Allan Nielsen for tredje gang, Philip Thinggaard for anden gang, mens Ole Vestergaard og vinderen af årets ThomTex-rangliste, Henrik Bisgaard, var de eneste debutanter.

Begejstringen for dette sociale arrangement var stor, men Danmark har aldrig deltaget tre gange i træk siden debuten i 2013. Den mulighed byder sig næste år, når det hele foregår i Portugal på Royal Obidos, hvor der ifølge kendere venter en formidabel oplevelse – både på golfbanen og i restauranten.

Resultat:

# Land R1 R2 Total
1 Tyskland 261 278 539
2 Italien 274 281 555
3 Tjekkiet 271 284 555
4 Østrig 278 281 559
5 Danmark 284 278 562
6 Storbritannien 279 295 574
7 Frankrig 291 292 583
8 Schweiz 287 304 591
9 Belgien 295 297 592
10 Spanien 304 303 607
11 Holland 298 317 615

Tekst: Allan Nielsen. Foto: Søren Tidmand m.fl. søndag 29. oktober 2023

Flere nyheder.

  • Invitation Springtime Classic og generalforsamling

    I 1963 sang Bob Dylan “The Times They Are a-Changin’”. Det var rigtigt dengang, og her 61 år senere er det sta…

  • Hans Grønfeldt er afgået ved døden

    En af monopolets helte, Hans Grønfeldt, sov stille ind natten til søndag efter længere tids sygdom. Han blev 8…

  • Nicolai Højgaard modtager Den Gyldne Golfbold

  • Invitation: Kom til overrækkelsen af den fornemste hæder i dansk golf

    Pressen inviteres hermed til overrækkelsen af Sportsjournalisternes Gyldne Golfbold 2023. Overrækkelsen finde…

  • Sommertur 2024 - Royal Oak og Vejle

    Mandag 1. til onsdag 3. juli 2024 Vores base bliver på Royal Oak i Jels. I 2023 blev 10 luksus Spa huse på hv…

  • Mindeord om SGK-medlem Hans Kiel

    Det er med sorg, at vi må berette om et dødsfald blandt medlemmerne i SGK. Det gælder vores mangeårige medlem,…

  • Nyhedsbrev november 2023

    Kære medlemmer. Det er surt, men sandt. Sæsonen er slut for SGK.  Det er den ikke for de professionelle golf…

  • Sæsonen sluttede med sidevind, den tættest mulige afgørelse og en god idé

    TLP Golf Autumn Leaves hedder årets sidste ordinære turnering i vores højt værdsatte forening. TLP Golf fordi …

  • Invitation TLP Golf Autumn Leaves

    Vi bryder os ikke om det, men det er desværre sandt. Endnu en fantastisk golfsæson nærmer sig sin afslutning. …