Rubrikken – eller overskriften, som det jo hedder derude i virkeligheden, hvor en masse mennesker fjoller ubekymrede rundt uden mindste baggrund i avisbranchen – har jo allerede afsløret hensigten.
At beretningen om årets begivenheder i pragtfulde Sct. Knuds Golfklub, derude på kanten af Fyn, bliver lidt anderledes end de foregående 30, 40 eller 50 år. Ingen kan jo rigtig huske, hvor længe Nyborg egentlig har været vores højt værdsatte vært for DM. Og det er egentlig heller ikke så afgørende.
Jonas Hüttel vandt. Igen. Og kæmpe tillykke med en formidabel præstation, der med 5 birdies, en anden runde i 43 point og 76 point i alt indbragte sejren i både brutto- og nettorækken. Temmelig imponerende efter en start med tre streger og 6 point efter de første seks huller!
Delt op på 9 huller hed scoren 16, 17, 20 og 23 point. I svømning hedder det ’negativ split’. I golf er det bare pissefedt på den måde at kunne præstere med en stejlt stigende formkurve.
TLP DM blev vundet med en margin på 4 slag til Kim Ferrigno og 5 til Casper Hjorth, bruttorækken blev vundet 1 slag foran Morten Buckhøj, og referenten evindelige regneark kan dokumentere, at det er den bedste vinderscore siden Ulrik Holmstrup i 2018, den bedste anden runde af en vinder siden Lene Ugilt i 2013 også vandt med runder i 33 og 43 point.
Så meget for de traditionelle bemærkninger, men vi er ikke helt færdige med det føromtalte regneark, der i referentens computer ligger side om side med quizzer, uendeligt mange lister om mere eller mindre ligegyldige statistikker om fodbold, golf og ikke mindst svømning i både korte og lange bassiner.
I kolonnen over antal deltagere står der nemlig 21+4. Det betyder 21 deltagere i A-rækken samt 4, der konkurrerede i B-rækken.
Og DET er bekymrende.
For en fuldbåren DM-entusiast, der hvert eneste år rydder kalenderen, så snart der er sat dato på udflugten til det østlige Fyn og i år deltog for 17. gang, og resten af bestyrelsen er det ganske enkelt uforståeligt, at der i 2022 blev sat en suveræn bundrekord i antallet af deltagere. Hidtil har 29 deltagere været det laveste i 22 år, regnearket omfatter.
Årsagerne kan være og er helt sikkert lige så mange som fravalgene, for antallet var ikke det eneste, der var anderledes i år. Den økonomiske situation (som formanden Jørn Nielsen lykkeligvis melder i markant bedring) i Sct. Knuds indebar, at klubben helt forståeligt ikke længere kunne tilbyde gratis spil, hvilket betød en noget højere matchfee end tidligere.
At der så i år ikke var nærmest hullet-konkurrence på 13. hul, og formand Lermark med forsamlingens billigelse begrænsede sig til at opremse de seneste 10 års vindere af Aarhus Kommunes Ærespris, bidrog bare til oplevelsen af, at alt var en lille smule anderledes, end det plejer.
På den positive side er det som tidligere meddelt lykkedes at skaffe en ny sponsor, TLP Golf i Haslev, der præmierede de fem første i nettorækken samt vinderne af bruttorækken og B-rækken med gavekort til en samlet værdi af 2.000 kr.
Fra bestyrelsen side skal der i den forbindelse lyde en indtrængende opfordring til at benytte sig af netbutikken TLP Golf, hvor man med koden SPORT10 vil kunne hente yderligere 10 procent på de i forvejen markant attraktive priser på alt golfudstyr lige fra sjove tees, kridhvide eller farvede bolde, smart tøj samt jern og køller, der dog som alt andet i livet er uden garanti for hverken den ønskede længde eller præcision.
Og i samme ombæring lyder endnu en opfordring til at bruge vores anden højt værdsatte sponsor, Thomtex, når det handler om indkøb af vin. Der er links til begge sponsorers netbutikker på forsiden af vores site.
Bestyrelsen er naturligvis opmærksom på tendenserne i vores forening og vil i den nærmeste fremtid drøfte, hvad der kan gøres anderledes, bedre eller billigere. Forslag er velkomne på mailadressen bestyrelsen@sportsjournalisternesgolfklub.dk – eller næste gang vi mødes ansigt til ansigt. Det kunne være på mandag i Holstebro eller i forbindelse med SvensKamp (som den faktisk hedder) i Landskrona tirsdag 13. september.
Tekst: Allan Nielsen. Foto: Carsten Marcher torsdag 25. august 2022