Sportsjournalisternes Golf Klub

Sæsonstarten 2020 udsættes.

Med de nye retningslinier for golfspil i Danmark, som DGU meldte ud tirsdag, lignede det en lille åbning for vores forening og vores matcher. Når man nærlæser teksten, fremgår det imidlertid, at DGU fraråder turneringsaktiviteter samt tilråder, at man kun spiller sammen med familie, som man bor med, eller den/de samme venner, hver gang man spiller golf. Og netop disse formaninger bliver vanskelige at leve op til for SGK.

På den baggrund har bestyrelsen i Sportsjournalisternes Golf Klub i dag på et onlinemøde besluttet, at vores traditionelle åbningsmatch i Københavns Golf Klub, Royal Unibrew Springtime Classic, bliver UDSAT til mandag den 18. maj.

Det er samme dag, som vi skulle have været en tur i Holstebro til DGU Friendly Vest, men på grund af udsættelsen af Made in Denmark er DGU Friendly Vest desværre også UDSAT indtil videre. Turneringen kan muligvis komme tilbage på kalenderen forudsat at MiD bliver afviklet senere i år.

Den planlagte match i Hillerød den 7. maj vil med stor sandsynlighed blive AFLYST - dog med det forbehold at der kan komme en ny udmelding fra DGU, som åbner op for en tidligere opstart af sæsonen.

Vores håb er, at situationen de kommende uger bliver så meget bedre, at der inden den 18. maj bliver lempet en smule mere på både myndighedernes og DGU's retninglinjer, så det vil være både 'lovligt' og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at åbne vores sæson i midten af maj måned.

I ugerne efter den 18. maj har vi flere vigtige arrangementer, ikke mindst den årlige tur til Samsø. Et arrangement hvor nærhed og socialt samvær er grundstenen. Kan det ikke lade sig gøre at spille, hygge, spise og drikke sammen, så er grundlaget for turen ikke tilstede. Derfor må vi erkende, at Samsø-turen er i fare for ikke at kunne gennemføres, i hvert fald ikke til den oprindeligt planlagte termin. Vi arbejder i bestyrelsen derfor med en plan B, hvor turen afvikles på et senere tidspunkt i år. Vi melder ud, så snart der er nyt.

Den 19. juni har vi efter planen vores store jubilæumsarrangement i Rungsted. Desværre må vi erkende, at også dette arrangement, hvor socialt samvær er et krav for afvikling, er i fare for at blive aflyst/udsat. Der er stadig noget tid til, så vi har is i maven nogler uger endnu og venter med at tage beslutninger, til vi ved hvordan situationen er når vi nærmer os.

Juniorer til The Open

Som de fleste sikkert ved, så er også dette års udgave af The Open Championship, den 149. udgave i rækken, UDSAT – til 2021. I første omgang var det en meget nedslående meddelelse for de tre unge juniorer fra Hillerød, som sidste sommer vandt Juniorholdturneringen og således i snart et år har glædet sig vildt til at komme til Royal St. Georges for at overvære den traditionsrige turnering.

Bestyrelsen har imidlertid besluttet sig for at give Hillerød-juniorerne den fortjente førstepræmie og har således udsat afviklingen af turen til juli 2021. Hele fundamentet for Juniorholdturneringen har i mange år beroet på vores trofaste sponsorer og samarbejdpartnere, DGU og Made in Denmark. Mens DGU har bekræftet, at de vil overføre deres økonomiske støtte til turen til 2021, er det endnu ikke muligt for MiD at give endeligt tilsagn, da deres økonomiske grundlag i høj grad afhænger af om Europatour-turneringen kan gennemføres i år. 

Bestyrelsen i SGK har idag besluttet, at såfremt MiD helt eller delvist frafalder deres økonomiske støtte, så vil SGK med egne midler sikre, at de unge kan komme af sted. Samtidig vil vi på den måde få sat et værdigt punktum for det lange og fornemme kapitel i SGK's historie.

Kontingent

På dagens møde har bestyrelsen også drøftet, hvordan vi gør med kontingent. Indtil videre fastholder vi de vedtagne beløb (600,- for type A- respektive 100,- for type B-medlemmer), men fristen for betaling er selvfølgelig skubbet, i første omgang til den 16. maj. Hvis det viser sig, at vores sæson bliver reduceret voldsomt eller måske helt aflyst, vil vi sørge for at tilpasse kontingentets størrelse, men meget mere om det, når vi har et bedre overblik over, hvad der kommer til at ske.

Pas på jer selv – og dermed på alle andre

Heldigvis kan vi nu få spillet en masse private golfrunder, så mon ikke formen er knivskarp hos de fleste medlemmer, når vi på et tidspunkt får gang i vores sæson i SGK? Vi ønsker alle medlemmer et dejligt forår og håber vi snart ses 'derude'.

Forårshilsner
Bestyrelsen

tirsdag 14. april 2020

Flere nyheder.

  • Kun rådyrene havde ikke hørt om behørig afstand

    Udefra set var alt egentlig fuldstændig, som de ældste medlemmer af SGK kan huske tilbage: Vejret var forårsag…

  • Ny dato og invitation til Grønfeldt Samsø Cup 2020 præsenteret af Thomtex

    En af foreningens traditionsrige turneringer har i de seneste par år stået model til meget. Først blev termine…

  • Så skyder vi 2020-sæsonen i gang

    Det er i disse tider en helt særlig fornøjelse omsider at kunne indbyde til sæsonens første mach i Sportsjourn…

  • Status 1. maj 2020

    Bestyrelsen har sammen med Hillerød Golfklub besluttet at udsætte vores match, der ellers var planlagt til den…

  • Jesper og nynnepligten

    Fredag d. 27. marts 2020 mistede vi et medlem, nemlig Jesper Dahl Caruso, der efter kort tids sygdom tabte kam…

  • Forårsbrev fra bestyrelsen

    Kære medlemmer af Sportsjournalisternes Golf Klub. Det er vist unødvendigt at gøre rede for den situation, so…

  • De danske EM-piger modtager Den Gyldne Golfbold 2019

    Den mest betydningsfulde pris i dansk golf tilfalder i år de seks danske pigespillere, der hentede en historis…

  • Invitation til uddeling af Den Gyldne Golfbold

    Det vil glæde os at se dig/jer til en festlig eftermiddag i forbindelse med uddelingen af Den Gyldne Golfbold …

  • Referat fra generalforsamling 2019

    Hermed udsendes referat fra generalforsamlingen 2019, som blev afholdt d. 2. december i Restaurant "Hellerup K…