Sportsjournalisternes Golf Klub

Kan SGK virkelig tabe et trofæ på grund af manglende bredde?.

Björn Hedman sagde det under præmieoverrækkelsen – og så passer det, for formanden for de gemytlige skånske sportsjournalister er en ordentlig mand med styr tingene:

’Danskerne var måske stærke i toppen, men de manglede en del i bredden’.

Så har man hørt det med!

Men han havde fuldstændig ret. Kim Ferrigno vandt sin første turnering i SGK-regi, DM-vinderen og den nu ranglisteførende Jonas Hüttel blev nummer 3 og Uffe Kongsted nummer 4 med henholdsvis 40, 39 og 36 point, men længere nede på den individuelle resultatliste kneb det noget mere for de 10 øvrige danskere at vriste point ud af Kungsbanan på det velplejede anlæg i Boksksogen dybt inde i skovens stille ro.

Björn Hedman sagde også, at den knusende hjemmesejr i SvensKampen (som Jesper Frigast ganske rigtigt påpeger er den oprindelige stavemåde) er den største margin nogen sinde. Det kunne SGK’s vikarierende holdkaptajn på stående fod ikke modsige, men han kunne et par timer senere siddende hjemme i sofaen tjekke hjemmesiden og konstatere, at svenskerne i hvert fald aldrig før (hvilket i denne sammenhæng betyder siden 2001) har samlet 337 point, og at forspringet på 32 point ER det største i de seneste 20 år.

Så meget for tallene – de skal jo være der, ved I nok.

Download svenskernes PDF-dokumentation

Men der skal også være plads til nogle pudsige iagttagelser fra udflugten til den 44. udgave af SvensKampen, der blev afviklet i perfekte vejrforhold på en vindstille formiddag og en solbeskinnet eftermiddag, og her må der sendes taknemmelige tanker til foreningens hoffotograf, der udover de smukt  fortællende fotosser var storleverandør af både sandsprøjtende og bevægelige episoder.

Lars Krabbe kunne eksempelvis konstatere, at jeg som hans spilmakker havde været øjenvidne til, at han havde lavet ’en Adolf’. Med henvisning til en historisk person, der også døde i en bunker. Krabbe høvlede i adskillige forsøg godt nok kun et par kilo sand ud af tre forskellige kattebakker, men golfspillere forstår komikken.

Men det var også hoffotografen, der tørt konstaterede at alle dagens tre SGK-vindere pudsigt nok var de samme, der (heldigvis!) havde koblet sig på matchen efter tilmeldingsfristen. Da sidste frist var nået, stod der blot 9 mand listen, og da SvensKampen afgøres af gennemsnittet af de 10 bedste scores, var det kun godt, at den blev suppleret, men det vil fremme bestyrelsens arbejde, hvis man overholder tilmeldingsfristen – den næste til Royal Unibrew Autumn Leaves i Dragør onsdag 30. september er lige om lidt!

Her ser vi naturligvis frem til at Erik Weir atter deltager, nu da han stadig har sit golfudstyr. Under spisningen i Bokskogen satte det ellers mod en nærliggende sø, men vognen blev i sidste øjeblik stoppet af sivene på bredden.

Der er nu blevet lidt mere plads i trofæbestyrerens kælder, efter vi har overladt vandrepokalerne til både politiet og svenskerne, men til gengæld bugner den af både SGK-bolde, SGK-poloer og nu også SGK-håndklæder, som alt sammen kan erhverves på vores webshop.

Tekst: Allan Nielsen. Foto: Lars Krabbe tirsdag 22. september 2020

Flere nyheder.

  • Sommertur 2023 til Skåne

    Først skal der lyde et rundende godt nytår!! Håber, at I alle kom godt ind i det nye spændende golf-år. Vi sta…

  • Nanna Koerstz Madsen vinder Den Gyldne Golfbold 2022

    Nanna Koerstz Madsen fra Smørum Golfklub blev onsdag hædret med den fornemste pris i dansk golf - Den Gyldne G…

  • Tænk at Lars Vermund skulle blive manden med de mest rammende ord om endnu en fantastisk tur til EMGJ

    Det er efterhånden et par døgn siden, at Jesper Worres driftssikre Skoda nåede skribentens adresse på Vestegne…

  • Den første og den fjerde sejr på samme tid

    Der sker tre ting, når man bliver ældre: Man husker ikke så godt, man hører ikke så godt og man husker ikke så…

  • Invitation Autumn Leaves

    Endnu en fantastisk golfsæson er så småt ved at gå på hæld, men i SGK vil vi gerne klemme lidt mere ud af den.…

  • Invitation Pas på Politiet

    Da SGK sidste år mødte Politiet for sjette gang, endte det som bekendt med sejr til SGK, og dermed en udlignin…

  • Den gode og den dårlige nyhed om SvensKampen er egentlig den samme

    Der findes smukke pokaler, store pokaler, imposante pokaler, små pokaler, farvestrålende pokaler. Ja, der find…

  • Invitation til SvensKamp i Landskrona

    For 46. gang skal dyste mod vores svenske kolleger, denne gang på udebane i Sverige. Vi skal på besøg på Eriks…

  • Referatet af TLP Golf DM bliver en lille smule anderledes end det plejer – for det var DM også

    Rubrikken – eller overskriften, som det jo hedder derude i virkeligheden, hvor en masse mennesker fjoller ubek…

  • Spil den fantastiske skovbane i Holstebro

    I 2021 besøgte vi Holstebro i forbindelse med DGU Friendly Vest på en regnfyldt dag i maj. Vi har besluttet at…