Sportsjournalisternes Golf Klub

Jesper og nynnepligten.

Fredag d. 27. marts 2020 mistede vi et medlem, nemlig Jesper Dahl Caruso, der efter kort tids sygdom tabte kampen mod kræft.

Jeg holdt rigtigt meget af Jesper, som jeg lærte at kende for år tilbage og nyheden om hans død, kom som et chok for mig, da jeg ikke vidste han var blevet syg. Jeg har aldrig været rigtig nær ven med Jesper, men alligevel følte jeg mig tæt med ham, på grund af hans inkluderende og positive væsen.

Det var i SGK jeg først mødte Jesper. Imødekommende, smilende, lun og altid i godt humør. Det viste sig også hurtigt, at vi havde fælles bekendte udenfor golfverdenen. Og vi mødtes, om end sjældent, udenfor SGK regi.

Jeg var sammen med Jesper og bl.a. Kim Ravn-Mortensen på pressetur i Tyskland tilbage i nullerne, en tur som var noget af det hyggeligste og hele tiden med Jesper som det naturlige samlingspunkt.

Jesper var aktiv i SGK i flere omgange og nåede tre turneringssejre, blandt dem DM i 2008. På grund af et andet kuld børn kom der i 10'erne en længere pause med golf for Jesper og dermed også for hans tilstedeværelse i SGK. Men for knap et år siden, var der igen tid og plads til, at Jesper skulle spille golf og møde kolleger til hyggeligt samvær i SGK. Selvom det blot blev til den en enkelt match, i Dyrehaven, var der ikke tvivl om, at Jesper var genfødt som golfspiller og som aktivt SGK medlem.

Mange kolleger og venner der kendte Amagerdrengen fra arbejderhjemmet i Urbanplanen bedre end mig, har skrevet smukke og rørende mindeord. Fælles for alle er, at det er tydeligt, at Jesper var ualmindeligt afholdt af alle. Han var 'fjendeløs' som Mads Kastrup skriver i en nekrolog på sin Facebookside. Også Kim Ravn-Mortensen har skrevet en nekrolog og Kim har givet tilladelse til, at vi bringer et uddrag.

Jesper og nynnepligten

Vi blev venner i 1992 på vores første år på Journalisthøjskolen i Århus. Der var ikke mange af mine medstuderende, som boede fast i Århus - det gjorde Jesper derimod, hvor han havde læst statskundskab inden DJH.

Så som to kjøwenhavnersnuder midlertidigt omplantet i den jyske muld blev det helt naturligt at hænge ud sammen. Efter fredagsbaren var vi ofte en pæn flok, der tog på "Kinabugtens Kaj" og spiste deres treretters til små 40 kroner. Derpå videre til Englen og alle de andre vandhuller.

Jesper var god til at fortælle historier og altid lå grinet på lur lige bag de sidste ord i beretningen. Han boede i et stort kælderværelse den gang - et værelse han på et tidspunkt delte med to andre fyre.

"Og så havde vi naturligvis nynnepligt", sagde han en dag.

"Nynnepligt"?

Hverken før eller siden har jeg mødt udtrykket.

"Ja. Reglen var, at hvis en af os havde en sød pige med hjem, så SKULLE de andre to sidde ved det her bord og NYNNE, mens de spillede kort, så den heldige kunne få en hyggestund med nattens dronning i forholdsvis fred og ro".

Vores venskab fulgte os som praktikanter på Politiken og en kort overgang på Ritzau Sport.

I august 1996 delte Jesper, Peter Grønborg og jeg en golftræner i et kvarter ude i Smørum.
Så var vi alle solgt.

Vi fik en del oplevelser med golfen - på fælles reportagerejser og ved arrangementer i Sportsjournalisternes Golf Klub. 

Vi rejste i hver vores retning og jeg havde hverken talt med eller mødt Jesper - i en årrække, da jeg to gange i vinter rendte på ham med korte mellemrum.

Han havde lige lagt golfcølibatet bag sig og brugte en stor del af samtalen på at få mig til at gense golflyset.

Vi skiltes med aftalen om, at i 2020 skulle vi igen hygge os sammen på de veltrimmede plæner.

Det kommer desværre ikke til at ske.

Tak for historierne og venskabet Jesper.

Kim Ravn-Mortensen

Således tager vi afsked med Jesper, der bare var en guttermand og en dejlig ven. Trist at verdenen er så nådesløs, at nogle af de mennesker vi har allermest brug for, alt for tidligt bliver taget fra os. Mine tanker går til Jespers efterladte, ikke mindst kæresten Rikke og Jespers fire børn.

Hvil i fred Jesper Dahl Caruso

Michael Lermark
Formand SGK

Tekst: Michael Lermark og Kim Ravn-Mortensen. Foto: Lars Krabbe lørdag 28. marts 2020

Flere nyheder.

  • Kun rådyrene havde ikke hørt om behørig afstand

    Udefra set var alt egentlig fuldstændig, som de ældste medlemmer af SGK kan huske tilbage: Vejret var forårsag…

  • Ny dato og invitation til Grønfeldt Samsø Cup 2020 præsenteret af Thomtex

    En af foreningens traditionsrige turneringer har i de seneste par år stået model til meget. Først blev termine…

  • Så skyder vi 2020-sæsonen i gang

    Det er i disse tider en helt særlig fornøjelse omsider at kunne indbyde til sæsonens første mach i Sportsjourn…

  • Status 1. maj 2020

    Bestyrelsen har sammen med Hillerød Golfklub besluttet at udsætte vores match, der ellers var planlagt til den…

  • Sæsonstarten 2020 udsættes

    Med de nye retningslinier for golfspil i Danmark, som DGU meldte ud tirsdag, lignede det en lille åbning for v…

  • Forårsbrev fra bestyrelsen

    Kære medlemmer af Sportsjournalisternes Golf Klub. Det er vist unødvendigt at gøre rede for den situation, so…

  • De danske EM-piger modtager Den Gyldne Golfbold 2019

    Den mest betydningsfulde pris i dansk golf tilfalder i år de seks danske pigespillere, der hentede en historis…

  • Invitation til uddeling af Den Gyldne Golfbold

    Det vil glæde os at se dig/jer til en festlig eftermiddag i forbindelse med uddelingen af Den Gyldne Golfbold …

  • Referat fra generalforsamling 2019

    Hermed udsendes referat fra generalforsamlingen 2019, som blev afholdt d. 2. december i Restaurant "Hellerup K…