Sportsjournalisternes Golf Klub

"Nu er lille Peter træt".

Sådan lød det for en måned siden, da Peter Jensen havde kæmpet sig igennem en ni hullers golfrunde på Pilebanen i Odense Golfklub. Det blev hans sidste, og tidligt tirsdag morgen lukkede Peter Jensen sine øjne for sidste gang. Prostatakræften havde tappet det 68-årige livsstykke for de sidste kræfter, og han kom ikke hjem til sine nye bolig i Promenadebyen på Odense Havn, som han for nylig havde købt sammen med sin kæreste.

Københavneren, der i den største del af sit liv fik det fynske land ind under huden, kæmpede til det sidste for det liv, han med egne ord betegnede som et eventyr.

Den kloge, vidende, interesserede, eftertænksomme og samtidig ofte slagterhundfrække journalist havde professionelt ikke nok i det skrevne og talte ord. Hans trang til at prøve nyt og skabe nyt  bragte ham ud i mange kroge, hvor der var brug for den kampgejst og det vinderinstinkt, som han i hele sit liv også udfoldede på diverse sportsarenaer.

Peter Jensen opnåede divisionsstatus i både cricket, bordtennis og fodbold, grundlagt i den ærværdige københavnske storklub, KB, som Peter boede tæt på i Vanløse. Det var her han fik tilnavnet, Peter Violin, fordi hans sportstaske mindede om en violintaske. 

Sporten gik lidt ud over skolegangen. Inden det firårige gymnasium for sportsudøvere var opfundet, lavede Peter sit eget  med to år i 1.g. på Falkonergårdens Gymnasium, hvor hans ældste barnebarn nu går. 

Den venstrehåndede og -fodede Peter havde et nærmest medfødt boldtalent, som han dygtigt udnyttede, senere i Middelfart og ikke mindst i OB..

VInderinstinktet var ikke mindst i de unge og yngre år så udtalt, at en kollega har denne erindring fra en ellers "fredelig" og hyggelig fodboldkamp i journalist-regi:

- Ved et hjørnespark mærkede jeg, at en hånd lukkede sig om mine ædlere dele. Det var Peter, der for enhver pris ville frem  til bolden. Jeg nåede desværre aldrig at gi' ham en på kassen......

I de seneste år var det mest golfen, der trak, og han blev ved med at have lysten til at få træning og tæske bolden på driving range, selvom kræfterne ikke var de samme. 

Det skrevne ord på de mange år som avismand på Stiftstidende, det talte ord som radiomand på Radio Fyn og som tv-mand på DR og TV 2 var ikke nok for Jensen, som mange af os kaldte ham til dagligt. 

Da "aviser til køb og salg" blev moderne, lavede han sin egen på Fyn: "09 Avisen" med reference til de første cifre i fynske telefonnumre. 

Han sled og slæbte, brændte sit lys i begge ender og var heldig - og dygtig - til at få en sum for sit værk, da Karsten Ree, Den Blå Avis, købte den lille frække fynske opkomling.

Livet på landet skulle også prøves. Det indebar fåreavl, og sådan nogen skal jo hegnes inde, så Peter Jensen lavede da et lille firma, der handlede med den slags hegn.

Lysten til at opleve det store udland  blev i den grad opfyldt, da Peter Jensen i fem år var informationschef i det internationale bordtennisforbund med hovedsæde i Svejts. Med Kina som verdens nummer et blev det til et utal af rejser til det store land mod øst, og antallet af kilometer i luften overgik i de år, hvad mange andre oplever i et helt liv.

Bordtennis var også med til at sende ham i en stress-centrifuge, da han tilbage i 2005 var i topledelsen af EM i bordtennis i Aarhus, der blev kronet med dansk holdsejr, helt sensationelt.

Han blev bagefter nødt til at "melde sig ud", da han var kørt helt i bund. Hænderne stod dog alligevel ikke stille. De var skruet godt sammen, hvorfor han sammen med sin yngste søn købte et faldefærdigt sommerhus og satte det i stand. Håndværksevnerne blev også brugt i et familiesommerhus på Ærø og i det rækkehus i Bolbro i det vestlige Odense, som blev solgt i sommer.

For 16 år siden købte han et hus på Bangsbovej i Vanløse, og dermed tæt på sit fødehjem. Her havde han den  store glæde at opleve, hvordan sønnerne, Rasmus og Jens, sammen med deres hustruer og i alt fire børn, lavede et fællesskab, som stadig består. Et  familiefællesskab, som for syv uger siden blev udvidet med lille Elva, det femte barnebarn, som Peter så sent som i sidste uge havde besøg af på OUH og stolt viste billede af, liggende hos ham i sygesengen

Sammen med drengene havde Peter også et kolonihavehus i Rødovre, som blev den københavnske base, hvor han sammen med kæresten elskede at få besøg af sin familie og ikke mindst børnebørn. Som farfar inviterede han på skift børnebørnene på tur i europæiske storbyer, og for et par år siden havde han den store glæde af samle hele familien i Sri Lanka, en ø som havde en speciel plads i Peters hjerte.

Nogle år med en italiensk kæreste åbnede hans øjne for det smukke latinske sprog. Han tog virkelig handsken op, men måtte alligevel kæmpe hårdt, da det lykkedes ham at overbevise TV 2 om, at han skulle lave interviews med italienske fodboldspillere fra øverste hylde.

- Jeg løste opgaven, men var noget under pres, har han fortalt med gavtyvens smil.

Flot lød det da også, når han ind imellem i redaktionens storrum med telefon i hånd gik rundt og konverserede i noget, der i hvert fald for os andre lød som flydende italiensk.

En hårdtarbejdende livsnyder, ven og kollega er her ikke mere. Vi vil savne ham, og det gælder uden tvivl også de kvinder, han kunne charmere med udtalelser som denne, refereret af barne- og ungdomsvennen, Gert Ellegaard:

- Vi sad på en strand, var 21-22 år, og to unge piger kom forbi. Peter samlede en af de omkring 200.000 sten op og sagde "undskyld, men er det jer, der har tabt den her"?

 Kunstinteressen var intakt, til han lukkede øjnene for sidste gang. Den interesse udfoldede han både i udlandet og herhjemme, ikke mindst i en kunstklub med mange årtier på bagen.

Kollegaen og kammeraten Leif Rasmussen siger: - Jeg har ofte spekuleret over, hvad det vil sige at være et fint menneske. Alligevel ved jeg, at det var det, Peter var.

Peter Jensen, der ønsker, at hans jordiske rester skal strøs i Det Sydfynske Øhav mellem Marstal og Rudkøbing, efterlader sig kæresten, Karen-Margrethe Østerlin, sønnerne, Rasmus og Jens, to svigerdøtre og fem børnebørn.

Mindeord: Karsten Hüttel. Foto: Frank Undal torsdag 28. november 2019

Flere nyheder.

  • Invitation Springtime Classic og generalforsamling

    I 1963 sang Bob Dylan “The Times They Are a-Changin’”. Det var rigtigt dengang, og her 61 år senere er det sta…

  • Hans Grønfeldt er afgået ved døden

    En af monopolets helte, Hans Grønfeldt, sov stille ind natten til søndag efter længere tids sygdom. Han blev 8…

  • Nicolai Højgaard modtager Den Gyldne Golfbold

  • Invitation: Kom til overrækkelsen af den fornemste hæder i dansk golf

    Pressen inviteres hermed til overrækkelsen af Sportsjournalisternes Gyldne Golfbold 2023. Overrækkelsen finde…

  • Sommertur 2024 - Royal Oak og Vejle

    Mandag 1. til onsdag 3. juli 2024 Vores base bliver på Royal Oak i Jels. I 2023 blev 10 luksus Spa huse på hv…

  • Mindeord om SGK-medlem Hans Kiel

    Det er med sorg, at vi må berette om et dødsfald blandt medlemmerne i SGK. Det gælder vores mangeårige medlem,…

  • Nyhedsbrev november 2023

    Kære medlemmer. Det er surt, men sandt. Sæsonen er slut for SGK.  Det er den ikke for de professionelle golf…

  • Hurra for maden, vinen, musikken, bestball og 5.-pladsen – så pyt med vejret og den laaaange, våde bane

    Det er halv-italieneren Kim Ferrigno, der har sagt, at en sport, hvor man i mange sammenhænge er sin egen domm…

  • Sæsonen sluttede med sidevind, den tættest mulige afgørelse og en god idé

    TLP Golf Autumn Leaves hedder årets sidste ordinære turnering i vores højt værdsatte forening. TLP Golf fordi …

  • Invitation TLP Golf Autumn Leaves

    Vi bryder os ikke om det, men det er desværre sandt. Endnu en fantastisk golfsæson nærmer sig sin afslutning. …