For et par år siden mødte jeg Claus Poulsen på terrassen foran Københavns Golf Klub. Vi var lige blevet færdige med åbningsmatchen i Sportsjournalisternes Golfklub, og jeg spurgte, hvordan det var gået.
Claus havde vist lavet 18 point, men “det var godt nok”, sagde han med et stort smil. Og mente det
De fleste af os ville nok ikke være ret glade for 18 point. Men det var Claus. Han havde haft en god dag og hygget sig på golfbanen. Og så var scoren ikke så vigtig.
I fredags blev Claus Poulsen bisat. Han tabte kampen mod kræften, blot 69 år gammel. Og typisk ham anede de færreste, at han var syg. Den slags holdt han for sig selv.
Jeg lærte Claus at kende, da jeg blev ansat som praktikant på SE og HØR i 1997. Vi har rejst sammen over det meste af verden, og Claus var medvirkende til, at jeg begyndte at spille golf.
På reportageture for ugepressen var der dengang rimelig meget fritid, og Claus mente - fornuftigt nok - at det var bedre at bruge fritiden på golfbanen end på en eller anden tilfældig bar.
Så vi har tilbragt adskillige timer på diverse golfbaner rundt omkring i verden: Fra Sydafrika til Holland, fra Malaysia til Tyskland.
Claus var - som mig - ikke verdens bedste golfspiller. Men han nød det i fulde drag, hver eneste gang, vi var ude at spille.
Nu har Claus holet sit sidste putt - æret være hans minde.
På billedet øverst ses Claus da han for få måneder siden kom forbi og hilste på alle deltagere i årets Grønfeldt Samsø Cup - i sit vanlige gode humør og med kameraet i hånden. Det nederste billede er fra Samsø i 2015.
Tekst: Peter Bugge. Fotos: Lars Krabbe lørdag 5. august 2017