Udsendt d. 8. juni 2011
Hvad er det bedste middel efter et par timer ude i den
forfriskende sommerregn?
Et kækt vinderforslag ville være et lag tørre tærsk, men den
slags hoverende kommentarer holder de tre deltagende
bestyrelsesmedlemmer sig for fine til at benytte, så skal vi ikke
bare nøjes med at konstatere, at det regnede i Vallø, da De Mest
Unge sejlede af med sejren mod De Mindst Unge i den første udgave
af Generationsmatchen.
Det hjalp selvfølgelig godt til, at holdet med de nyeste
fødselsattester talte dagens fem mest scorende spillere med Anders
Sigdal som en suveræn vinder med 39 point foran Lene Ugilt, Søren
Tidmand, Casper Hjorth og Bjarne Riis med hver 34 point.
Resultatet af den
individuelle match i Vallø
Bedst på det mere rutinerede hold var med 33 point James Ward,
der med få måneders marginal måtte afgive rollen som kaptajn til
Erik Ettrup.
Ettrup gik foran med et godt eksempel ved at lave 13 point flere
end Christian Mostrup, men Ettrup blev groft svigtet af sine
holdkammerater, så Mostrup endte med at blive kåret som sejrende
kaptajn for et hold bestående af 11 spillere, der med 334 point
scorede 30,4 i gennemsnit mod de 339 point, som Ettrup og hans 11
medspillere samlede sammen med 28,3 som gennemsnit.
Matchen blev altså ligesom vores to øvrige holdmatcher - mod
svenskerne og My Travel - afgjort på holdenes
pointgennemsnit. Under frokosten i Vallø foreslog Karsten Hüttel at
benytte en anden matchform, der i højere grad er baseret på direkte
dueller mellem spillerne på de to hold.
Muligheden har bestemt indgået i overvejelserne, men et par
hensyn gør det vanskeligt at praktisere. Som regel har vi
gæstespillere fra den lokale klub med i matchen, som i Vallø, hvor
bestyrelsesmedlemmet Carl-Johan Huneck blev en suveræn vinder af
gæsterækken med 31 point, og med de uundgåelige afbud, som i Vallø,
hvor en lydpotte satte Jan Frimodt ud af spillet omkring Lellinge,
er en anden matchform skrøbelig, men bestyrelsen tager selvfølgelig
forslaget til sig.
De umiddelbare meldinger fra oplevelsen i Vallø antyder nemlig,
at Generationsmatchen er kommet for at blive - og så må Søren
Elmenhoff jo bare håbe på, at han er blevet et år yngre i 2012.
Tekst: Allan Nielsen på Fujitsucomputer, foto: Lars Krabbe
på våd iPhone