Thomas Cook tog trofæet

Udsendt d. 13. maj 2011
Det lykkedes desværre ikke for SGK at forsvare titlen, da Thomas
Cook Team Clash blev udkæmpet på Sydsjællands golfbane ved
Mogenstrup.
SGK´erne havde også ALLE odds imod sig. Ikke bare var formanden
fraværende, greens var i dårlig stand, vinden bed fra alle sider,
den varslede regn blev væk - ja, alt gik Thomas Cooks vej!
22 sportsjournalister og 21 Thomas Cook´ere var mødt op til
duellen, som SGK vandt sidste år i Dragør. Efter næsten fem timers
spil - og en god solid frokost med både fiskefilet og frikadeller -
skiftede trofæet ejermand. SGK hentede godt nok flest point
sammenlagt, men desværre skulle der jo divideres med antal
deltagere, og så sluttede Thomas Cook med et snit på 26,2381 mod
vores 25,2273.
Som plaster på såret havde Cook´erne taget masser af præmier med
til at supplere vores vingaver, så ingen fik lov at gå tomhændede
hjem. Der var klappræmier til alle - og lidt til.
I den individuelle turnering satte Thomas Cook deltagerne sig
også på de øverste pladser. Her blev Karsten Bønsdorf bedste SGK´er
på en tredjeplads med 35 point. Samtidig høstede Karsten en
førsteplads i vores interne resultatliste, tre slag bedre end
trioen Søren Elmenhoff, Torben Schou og Søren Tidmand.
Næste turnering er Bravo Tours Challenge i Odense
GK. Og husk nu at søndag den 15. maj er sidste change for tilmelding til
sommerturen, der i år går til Silkeborg, Lyngbygaard og
Søhøjlandet.
Tekst: Lene Ugilt Hansen