Udsendt d. 30. april 2011
Jo, okay, den er måske lidt for søgt, men efter at have lavet 24
og 22 point dagen inden på en åben svensk parkbane, var det da
påfaldende, at Torben Schou omgivet af Dyrehavens træer kronede
dagens spil med 37 point. Og så stopper bladmandens letkøbte
ordleg, inden den forgrener sig videre til platheder.
For Royal
Unibrew Springtime Classic blev først og fremmest endnu en
pragtfuld sæsonåbning under en tindrende blå himmel på Københavns
Golf Klubs istandsatte bane.
Om østenvinden, der giver medvind på de lange huller væk fra
klubhuset, er en fordel eller en ulempe, er der delte meninger om,
men kendsgerningen er, at de herlige forhold gav flere deltagere
(40), bedre vinderscore (37) og højere pointgennemsnit (25,5) end
sidste
år, da 25 deltagere tilsammen lavede 572 point og dermed et
gennemsnit på ca. 23 point med Casper Hjorths 35 point som
bedst.
I år kunne Torben Schou slæbe sin SGK-sejr siden 2006 hjem i en
nyvunden bag fra turneringssponsoren Royal Unibrew, der ligeledes
begavede Frank With (36 p.), Jesper Dahl Caruso (33 p.), Morten
Buckhøh (31 p.), Michael Lermark (31 p.) og årets første debutant,
Niels Kayser (30 p.), for de efterfølgende placeringer samt Peter
Maaløe for med 3,34 meter at have været nærmest pinden på 12.
hul.
At 37 point så kun havde rakt til en 5.-plads i åbningsmatchen i
2009 er så en helt anden historie.
Birdieranglisten fik
tilføjet ni navne med hver en enkelt, og rygterne svirrer allerede
om, at der i år vil være noget at spille om, eftersom Thomas
Heiredal står over for en operation, der vil gøre ham ukampdygtig
hele sæsonen - men det er som nævnt indtil videre kun et rygte fra
den som altid fristende frokostbuffet i Københavns Golf Klub.
Næste gang vi ses er til Thomas Cook
Team Clash om to uger på Sydsjælland i Mogenstrup, hvortil
tilmeldingen er åben.
Bemærk desuden, at tilmeldingen til årets sommertur vil blive
genåbnet snarest, eftersom der allerede er deltagere nok til, at
turneringerne vil blive gennemført.
Tekst: Allan Nielsen, foto: Michael Lermark