Korsør vinder Juniorholdturneringen

Korsør vinder Juniorholdturneringen
Udsendt d. 14. august 2011

Korsør Golf Klubs tre juniorer, Camilla Schou og tvillingerne Daniel og Frederik Nielsen, vandt Nykredit og Sportsjournalisternes holdturnering ved i finalen på Jammerbugtens Golf Klubs bane at vinde over Viborg.

Sejren blev grundlagt i formiddagens foursome, som Camilla Schou/Daniel Nielsen vandt med 4 - 3 over Simon Lauridsen/Nikolaj Jensen. Sejren i foursome giver 3 points i modsætning til singles, hvor man kun får  2 points for en sejr. Korsør behøvede således blot at vinde én af eftermiddagens tre singler.

Og sejren kom i hus allerede i den første single, som Daniel Nielsen vandt med 4-2 over Nikolaj Jensen. Korsørpigen Camilla Schou tabte sin single med 2-3 til Simon Lauridsen. Korsørs Frederik Nielsen og den danske juniormester Oskar Ambrosius delte deres match. Dermed blev Korsørs sejr på 6 - 3.

Korsørs juniorer skal dermed til England til næste sommer for at møde tilsvarende juniorer fra en engelsk klub, samtidig med at de kan overvære verdens bedste golfspillere i The Open.

Finalestævnet begyndte lørdag, hvor der blev spillet 36 hullers slagspil. Her blev resultaterne: Korsør 16 over par, Viborg 32 over, Frederikssund 38 over og Breinholtgård 45 over. Det betød en finale mellem Korsør og Viborg.

Resultater 36 hullers slagspil

Tekst: Hans Grønfeldt