Svensk sejr i tæt match

Udsendt d. 10. september 2010
Se billedgalleri
På PGA of Sweden Nationals Lakes Course led SGK et knebent
nederlag med cifrene 291-295 på trods af tre mand i top-5.
Ved ankomsten til PGA of Sweden National, som ligger få
kilometer uden for Malmø, samledes alle til en dejlig morgenbuffet
og introduktion ved Björn Hedman og ikke mindst velkomst af den
tidligere Europatour-spiller Ove Sellberg, der glædede sig over at
kunne lægge græs til den første landskamp på det nye
eksklusive PGA-golfanlæg.
Herefter blev matchen skudt i gang kl. 10 og knap syv timer
senere og en nøje gennemgang af scorekort stod det klart, at vore
svenske kollegaer for 19. gang trak det længste strå, dog med den
mindste marginal i
nyere tid ... eller rettere siden årtusindeskiftet.
Kun fire points adskilte mandskabernes ti bedste scores
(295-291), så det var med rejst pande at SGK's formand Hans
Grønfeldt kunne overrække trofæet til den svenske kaptajn Björn
Hedman, der bestemt gav udtryk for stor glæde ved at løfte den
halvtunge pokal op i strakte arme til den blå-gule forsamlings
store glæde.
Som forventet blev mødet med Lakes Course en udfordring, som
holdt alle deltagere under handicap. Svenske Nils Wågert kom
tættest på med 35 points og henviste dermed Kim Bildsøe Lassen (34)
og Steen Bruun (33) til anden- og tredjepladsen i den individuelle
resultatliste. Jan Rosenthal delte fjerdepladsen med Eva Wetterland
(begge 31).
Se
resultatliste (download excel-ark)
I 2011 vender matchen tilbage til Danmark. Tidspunkt og sted
ligger endnu ikke fast, men det vil med stor sandsynlighed blive i
september og i nærheden af København.
Sverige fører nu statistikken med 19½-14½.
Tekst og foto Søren Tidmand