DM-vinderen startede gyseligt

Udsendt d. 29. august 2010
Se billedgalleri
Topstillingen var tæt efter en første runde i perfekte forhold
på Sct. Knuds Golfklub, men efter 36 huller var Tommy Beck den
klart mest stabile, og med et overbevisende forspring på fire slag
blev han vinder af årets Nykredit DM.
Trods en gyselig start med 1 point efter tre huller, hvor han
blandt andet havde slået til en forkert bold på 3. hul, scorede
Tommy Beck 36 point på sin første runde, og da han indledte anden
runde med en birdie, var kursen sat mod de 37 point, der henviste
Thomas Heiredal til andenpladsen efter runder i 71 og 72 slag.
36 huller i imponerende 1 slag over par - efter seks birdies - var til gengæld
mere end rigeligt til at sikre Thomas Heiredal sejren i
scratchrækken for tredje år i træk.
Erik Weir tog sig af præmien for at være nærmest pinden på 13.
hul, hvor han med 96 centimeter overgik Carsten Werges 1,25
meter.
Mens wienerschnitzel, ærter og kartofler rumlede i maven,
forsøgte Hans Grønfeldt under præmieoverrækkelsen forgæves at
slippe nemt over præsentationen af tidligere DM-vindere, men
forsamlingen holder af traditioner, så formanden måtte - endnu en
gang - læse de indgraverede navne op fra Århus Bys Mindepokal, der
for 34. gang blev overrakt til vinderen.
Overrækkelsen omfattede også gaver til formanden Peter Schak
Larsen og hane frue, sekretæren Margit Madsen og chefgreenkeeper
Thomas Kjær Nielsen, der repræsenterede den altid gæstfri
værtsklub, og formanden høstede stormende bifald med sit løfte om,
at Sportsjournalisternes Golf Klub er velkommen tilbage, så længe
vi selv ønsker det.
Tekst af Allan Nielsen - Foto af Lars Krabbe