Udsendt d. 11. marts 2009
Kære venner,
Her kommer en (lidt utidig!) meddelelse til dem, som endnu ikke
er faldet som ofre i den verserende landsomfattende bandekrig, og
som endnu ikke har bekendtgjort deres kandidatur til den snart
ledige post som NATO-generalsekretær. Meddelelsen er selvfølgelig
også til dem, som den nys vedtagne skattereform har givet nye,
eksorbitante forbrugsmuligheder, og som derfor igen i år vil være i
stand til at (over?)befolke de danske golfbaner, som vor forening
har tænkt sig at frekventere i den kommende sæson.
Når meddelelsen er lidt utidig, hænger det sammen med, at den
udsendes, før matchprogrammet er endeligt. Men flere har af
planlægningsmæssige årsager bedt om at få programmet hurtigt ud, og
derfor kommer det nu med enkelte kommentarer.
Den største joker i spillet er, at det er muligt, at
renoveringsarbejdet på Eremitagen stadig mangler så meget den 30.
april, at vi ikke kan få en fornuftig match ud af det. Derfor
arbejder vi på en plan B, så vi med kort varsel kan flytte til en
anden bane. Men vi vil først tage beslutningen ret sent. Men datoen
ligger fast.
MATCHPROGRAM 2009
Torsdag 30. april Royal Unibrew Springtime Classic
Eremitagen
Mandag 11. maj Lübker Invitational Lübker Golf Resort
Mandag 25. maj Holte Wine Open Sorø
Ti-on 9-10. juni Samsø Media Cup Samsø (se nedenfor!) #
Mandag 22. juni Thomas Cook - SGK Sydsjælland
Mandag 6. juli Det Smilende Fyn I Gyldensteen
Tirsdag 7. juli Det Smilende Fyn II Vestfyn (Glamsbjerg)
Onsdag 8. juli Det Smilende Fyn III Fåborg (se nedenfor!) ##
Mandag 27. juli Coup de Vin I Hillerød
Mandag 10.aug. Coup de Vin II Odsherred
Fredag 21. aug. Nykredit DM Nyborg
Mandag 7. sep. SvensKampen Ledreborg
Mandag 21. sep. Endnu ikke fastlagt
Mandag 12. okt. Autumn Leaves Køge
# Samsø Media Cup er et nyt arrangement, som Mette Kramer har
udfoldet store anstrengelser for at få op at stå. Mange tak for
dét! Det bliver en match spillet efter Ryder Cup systemet. Vi har
opnået en meget fin økonomi til turen, som inklusive færge, spil,
spisning, overnatning og morgenmad vil komme til at koste hver
deltager i omegnen af kr. 900,-. Dertil skal lægges transport til
og fra færgerne i Kalundborg og Hou. Så her ligger en stor
oplevelse og venter. Kryds af i kalenderen! (Særskilt invitation
senere).
## Det Smilende Fyn er vores efterhånden meget traditionsrige
sommertur, hvor medlemmerne kan invitere golfspillende partnere
med. I år går den altså til Fyn, hvor vi indlogerer os på Brobyværk
Kro i to dage. Også her har vi fået et godt tilbud på kr, 750,- for
et dobbeltværelse og kr. 650,- for enkeltværelse inkl. Morgenmad
(pr.nat, altså!). Hertil kommer så matchfee på 3x200 kr. Så her
bliver også mulighed for store oplevelser til relativt små penge.
Kryds af i kalenderen! (Særskilt invitation senere).
Som I kan ane på matchernes navne, har vort medlem Flemming
Hvelplund atter i år tegnet sig for to sponsorater (Hillerød og
Odsherred). Desuden har vi til matchen i Sorø fået endnu en
vinsponsor, nemlig Holte Vinlager ved vores tidligere
sponsor-medlem Steen Bruun Rasmussen. Stor forhåndstak til
begge!
BackTee er også i år sponsor for vores rangliste. Reglen for
denne vil som tidligere være, at alle turneringer, som ikke har
nogen form for adgangsbegrænsning, vil være tællende. Skulle alle
tilmeldte alligevel få adgang til matcher med formel
adgangsbegrænsning, vil også disse være tællende.
Og som sidste år vil de fem bedst placerede ved DM være
forhånds-kvalificerede til SvensKam-pen.
Medlemsnyt
Med matchprogrammet følger som sædvanlig den lidt mindre
populære del af den ellers fortløbende fest:
Kontingentopkrævningen! Som et led i den omsiggribende nationale
pakke-politik foreslog bestyrelsen atter i år til
generalforsamlingens venlige vedtagelse, at indskud, kontingent og
matchfee skulle forblive uændret. Det blev vedtaget uden protester!
Det vil sige, at årskontingentet fortsat er kr. 400,- og den
normale matchfee kr. 200,-. Også i år vil matchfee til DM dog blive
på kr. 300,-.
Som alle formentlig husker, skal kontingentet være betalt, inden
man stiller op i første match. Giv derfor hurtigt kasserer Troels
noget at glæde sig over ved at udføre én af nedenstående
handlinger:
- Gå i banken og indsæt pengene på reg. 3171 konto 4310 349 208 i
Danske Bank
- Gå på posthuset og overfør pengene til samme konto.
- Gå på netbank og overfør pengene til samme konto.
- Betal kontant, hvis I deltager i årets åbningsmatch (kun denne
dag kontant!) (husk afsendernavn, så indbetaleren kan spores!)
Vi skal fra sæsonstart byde tre nye medlemmer velkommen: Steen
Ankerdal, freelance (formand Danske Sportsjournalister), Egedal
Golfklub, hcp. 29,5 Kim Garde Madsen, Hvidovre Avis (medlem af
Danske Sportsjournalister), Brøndby Golfklub, hcp. 19,2 og Jørgen
Schultz, Golfredaktør JyskeVestkysten, Royal Oak Golf Club, hcp.
9,4.
Så mange var ordene i første omgang. I vil som sædvanlig i god
tid få sendt invitationer til de enkelte matcher. Der arbejdes dog
i øjeblikket hårdt med at få foreningens hjemmeside op at stå, så
det er muligt, at denne i fremtiden kommer til at spille en rolle i
forbindelse med match-invitationer. Men det skal I nok høre mere
om.
Vel mødt i det grønne!
Sportsjournalisternes Golf Klub
pbv.
Jørgen Pedersen
sekretær