SGK - Sportsjournalisternes Golf Klub

Årets DM i Nyborg blev på flere måder en usædvanlig oplevelse: Nye omgivelser, ny menu, omspil og nogle pointscore, der er inspirationen for denne 'reportage'.

Af Allan Nielsen

Michael Frank Møller har allerede på hjemmesiden konstateret, hvor stor en oplevelse det var, at opleve Thomas Heiredals 13 birdies og en første runde i 65 slag på nærmeste hold.

En plushandicapper som Thomas slipper for spydigheder og nærende mistanke om fiflerier, når han kommer ind med 41 point, men når en storsmilende Carsten Werge kommer ind med 45 point, så er den der lige med det samme, den lurende skepsis. For KAN du nu også være rigtigt?

Men det kan det, for jeg så det selv - og det var en vidunderlig bekræftende oplevelse, som i virkeligheden er en grundpillerne i fascinationen af det spil, vi er samlet omkring i vores forening.

For vi har alle sammen prøvet det: Haft fornemmelsen at være uovervindelig ude på golfbanen, at kunne mestre alle slagene, at frygten for at kikse er afløst af en stensikker tro på, at alt kan lade sig gøre. Kort sagt: At man ser mulighederne frem for begrænsningerne.

Det er kendt som 'zonen', og vi kender garanteret også alle sammen den automatiske reaktion: Hvornår holder det op?

Vi har jo alle sammen slået slag, som selv en Tourspiller ville være stolt af. Et indspil fra 120 meter, der ligger til et givet putt, et putt på 10 meter eller mere, der med den velkendte lyd plopper ned i koppen, eller et feberslag fra bunkeren, der sender bolden i hul i stedet for ind i buskadset bag greenen, som man egentlig frygtede.

Vi laver dem bare ikke så tit og meget sjældent to gange i træk. Men vi kan godt - som da Frank Undall under DM på 4. hul holede et indspil fra 30 meter..

I fredags kunne Carsten Werge også, og spørgsmålet om, hvornår det mon stopper, blev først besvaret på dagens 20. hul. Da var runden på 83 slag (10 gange par, 6 gange bogey og to af de dobbelte) og de 45 point uden en eneste birdie blevet fulgt op af dagens første birdie på anden rundes første hul.

I fire timer havde Carsten været i zonen, og jeg kan dokumentere effekten, for vi havde i vores trebold, som også omfattede Kim Henningsen, en lille sidekonkurrence kørende, hvor det handlede om at ramme fairway, green i regulation og have færrest putt.

På de første ni huller ramte Carsten syv ud af syv fairways og han ramte greenen på det ene af par 3-hullerne. Ingen andre greens blev nået i regulation, men med et ekstra slag på alle huller var det afgørende, at hans indspil var så knivskarpe, at han kun behøvede 13 putts - og mange af dem på mindre end en meter.

9 huller, 25 point, 3 slag over banens par. Carsten var i 'zonen' og blev der i yderligere 10 huller, der gav ham 24 point.

Så blev det hverdag. På den lange fairway op mod andet hul bristede den usynlige boble. Vi så det ikke ske, men vi vidste det alle sammen, da et indspil blev flækket over green og det næste slag blev hængende i det stride modgræs.

Resten af dagen spillede Carsten fornuftigt, uden at være prangende, missede et putt på mindre end en halv meter og lavede helt menneskeligt 26 point på de sidste 17 huller. Helt som han plejer - og faktisk en del bedre, end da jeg spillede sammen med ham en uge tidligere, og han lavede 23 point i en runde på Skyrup i Hässleholm.

Jeg har spillet flere gange med den runde Werge, og vi har ofte moret os over sammenfaldet i vores spil. Vi slår nogen lunde lige langt - eller kort, vi finder tit vores bolde få meter fra hinandens og vores handicap var henholdsvis 16,9 og 17,0.

Det er det ikke længere. Carsten er nedskrevet til 14,2, men mon ikke vi stadig slår nogen lunde lige langt, når vi næste gang skal ud og spille - og lede efter den 'zone', der er hele meningen med golf. Jo, golf handler også om natur, socialt samvær, frisk luft, højt solskin og nydelsen af grønne plæner, der skærer sig gennem flotte landskaber, men 'zonen' er nu noget helt særligt. Og det må være min tur til at finde den næste gang.